Lad os jævnligt konfronteres med det fremmede, om det så bare er naboerne, og deres sprog. Lad også for fremtiden skolebørn i danske skoler møde deres skandinaviske nabo-sprog, så det (diskret) anderledes og fremmede bliver en naturlighed, der også skærper sansen for deres eget sprog – et kritisk behov da dette allerede bedøves af andetsproget engelsk fra vuggestue-/ børnehavealderen.
Lad det være naturligt at lytte og læse med en nysgerrighed uden toldbarrierer og grænsekontrol.
Lad os byde en nabo-digter velkommen i Underhuset Undercover: Håkan Sandell (f. 1962), svensk poet, kritiker, m.m., bosat i Oslo.
Håkan Sandell har været en markant skikkelse i svensk litteratur, fra han lagde ud i 1980’erne som medlem af Malmøligaen‘s poetiske “sabotagegruppe” (eller som Sandell selv kalder den: “herreklub”) og henover de sidste årtiers række af udgivelser. Fra sit norske eksil har han med jævne mellemrum sendt gennemarbejdede byger af ord ned over de stockholmske forlagskontorer, så de huskede at se op og iagttage skyerne. Skrivende fra en slags urolig, eksplosiv hvile i bl.a. en æstetik rundet af retrogradisme; et begreb/ en bevægelse der dårligt kan beskrives kort, som ikke har været på spil i dansk litteratur som sådan, og derfor ikke er lige til at genkende – men ikke desto mindre en levende bevægelse i svensk og norsk kunst og kultur siden 90’erne.
At gå tilbage og møde, inspireres af historien igen, indoptage og erfare både indhold og form som et åndedræt gennem historiske lag, at lade disse lag brydes med nutiden, moderniteten, og som konsekvens sprænge nogle skår i fremtidens spejl, i en bevidst dobbelt inklination over for det folkelige og det sofistikerede/vidende – er en måde at skitsere ideen på.
Det kan være fristende at sammenligne det historie- og traditionssøgende i denne poesi med en dansk digter som Søren Ulrik Thomsen. Men i Sandells søgen får nostalgi og sentimentalitet kun en kortfristet gang på jord; der er for meget (diabolsk) ræveblik, ironi, uro, anfægtelse på spil, og digtenes sikre former er mere flossede trods alt, kadencerne mindre nagelfaste.
Titlerne på nogle af Sandells digtsamlinger fra det sidste årti signalerer denne retning: Oslo-Passionen, Skisser til ett århundrade, Gyllene Dagar, Ode til demiurgen. Og nu, udgivet her i 2019, Musiken av aldrig och ingenting. Digtene i bogen kaldes for elegier, og allerede her inviteres man til “fortidsfest”. Elegier er tradition. (Elegi, fra græsk – klagesang). Ligesom digtenes umiddelbare æstetik er det: velformede strofer, harmoniske og klassiske i proportionerne. Men under overfladen og i udkanterne, mere ubestandige, flakkende, “smittede” af tidens uskønne billeder og tomme ild.
Oslo danner kulissen, nogle steder hele Skandinavien. Byens rum og liv, iklædt og farvet af en storladen men distant natur, der hvælver sig over byscenen, dramatisk og samtidig urørlig; eller menneskene er urørlige i deres egne rammer, dykkerklokker, ensomme og retningsløse skæbner. Elegien ligger i det fælles, og den ligger i de personlige tab, forlist kærlighed, mistede venner. Den angår også sproget, poesien selv: “Det heliga ordet i poesin betyder kanske ingenting./Det kommer ingen ny jord och ingen ny himmel./Det närmast föregående kriget blir inte det sista.”
I en spænd imellem antikke motiver, Guldalderen og indvandrerfrisører, norske oliepenge, observerende byvandringer nat som dag – står digtene som gyldne skulpturer, hugget i marmor, sodet af ild, badet i både sorg og ironi. Ikke meget går fri.
Ind imellem er det svært at se, hvor æstetikeren i alt det skinnende, dramatiske, sceniske – egentlig sætter sin fod, er det i lys eller skygge, er det som betragter eller som aktør? Men selve denne modsætning, tvivl, er et klassisk tema i sig selv! Om læseren føler etikken ledt rundt med bind for øjnene, så er det i disse digtes rum læserens problem, en fod der hænger fast i en anden modernitet, i en bedragerisk gylden sprække i scenegulvet! Svarene er ikke enkle, og spørgsmålene føles vedkommende, også der hvor de provokerer.
Og håbet, uskylden, den nye chance for civilisationens nedslidte teater, om den findes? … Kan ses i datterens ansigt, der lyser fra mobiltelefonen.
Disse elegier er ambitiøs og monumental digtning. De leder tanken hen på Gunnar Ekelöfs fyrste, tabt og dog solidt plantet mellem fortid og fremtid.
Her læser Håkan Sandell digtet Så går vi in i denna mörka sommar fra Musiken av aldrig och ingenting, i en video optaget af Thomas C. Ericsson. Teksten er gengivet nedenfor.
