Kysset. Magtens mænd i det evige kys. Magtens evige kys. Magten i det evige kys. Evighed, magt og kys.
Uendelige variationer, skift kys ud med krig, mænd ud med kvinder, evighed ud med øjeblikke, og vend tilbage igen, til to af magtens mænd der ikke holder sig tilbage, giver den gas, historisk, for evigt, på denne mur i Berlin.
Og så er der håbet i noget fremtidigt. Til venstre, de unge, reflekterende mennesker.
Og så er der turisterne til højre, i deres egen evighed.
Måske det meste berømte stykke efterladt mur i Berlin. Til at stå foran og betragte, udendørs gallerikunst, turistattraktion, måske en provokation for nogen, måske et vidnesbyrd.
Jeg stod og blev pludselig i tvivl om, hvilken statsleder der nu var den ene og den anden, fra hvilken side, hvilket årstal, de blandede sig på provokerende vis i bevidstheden, tiderne og statslederne, ikke bare som tågede erindringsforskydninger, men klare gentagelser, mulige gentagelser.
For at alt ikke bliver gentagelser, siger jeg ikke nu: “Ich bin ein Berliner”. Det siger jeg ikke. Det er heller ikke sandt. Det kunne godt være på sin plads i situationen, men jeg er træt af/ jeg har besluttet at boykotte gentagelser, der kun skal bekræfte og forsikre og berolige og dulme og dække over f.ex. en manglende bevægelse nye steder hen.
Det virkeligt nye. Det andet. Det vigtigste beredskab vi har. Vores frihed.
Et menneske der råber ud over murresterne i Berlin: “Jeg er den samme som altid – en anden!” Et menneske der hvisker: “Wind of change!” Mennesket der vælger sine citater som rovdyret sit bytte, æder hver en stump og bliver byttet selv.
Ikke citater som tøjstykker taget ned fra præsentable bøjler i KaDeWe (i størrelse kun overgået af Harrods – inden for det gamle Europa), citater flashet som personlig smag.
Det nye og andet. Forunderlige eksistenser! De lever stadig, lever og jager og parrer sig i reservater for hvisken og råb – siger man.