Det siges at konceptkunstneren, provokatøren og akademiprofessoren Joseph Beuys var glad for at mytologisere sit liv.
Det siges også, at dette spillede ind, da han som ung pilot i Luftwaffe blev skudt ned over Krim-fronten. Ifølge Beuys-myten blev han reddet af medlemmer af en tatarstamme, der svøbte ham ind i fedt og pels, helede hans sår, og ændrede hans syn på det meste. Ikke mindst på oprindelighed og rødders betydning (en anden betydning end den han lærte om i Hitlerjugend, må man vel tilføje).
Andre kilder antyder, at det var en tysk eftersøgningsenhed, der fandt ham i sneen efter flystyrtet.
Men erfaring med tatarnomadernes liv har Beuys ret sikkert fået under Krim-tjenesten, oprindeligheden kom under huden, og han kunne senere betragte sin kunstnerrolle som shamanens rolle (med parallel til kunstnere som Picasso og Gauguin i øvrigt).
I kunstværket/happeningen “I like America and America likes me” (1974) tilbringer Joseph Beuys tre dage i et galleri i New York sammen med en vild coyote (reddet fra illegal handel). Fra han ankommer med flyet fra Tyskland og til han forlader USA igen, rører han ikke amerikansk jord; Han bliver transporteret fra og til lufthavnen i en ambulance, liggende på en båre. Den eneste han er kommet for at møde i New York, er coyoten – for indianerne et helligt/højt respekteret dyr.
Han iagttager coyoten, forsøger at interagere, opmuntrer dens nysgerrighed, besvarer dens aggressive udfald ved at svøbe sig i et tykt tæppe, som coyoten så kan bide i stykker … Tre dage, hvor de to nærmer sig hinanden, uden at coyoten dog virker synderligt overbevist.
Fotografier og film dokumenterer værket; Beuys’ bevægelser i rummet, der må virke ret absurde på coyoten, og de planlagte stunts, placeringer af rekvisitter m.m., som coyoten forsøger at svare instinktivt på. F.ex. den stak New York Times, der dagligt lægges ind på gulvet, og som coyoten hver gang sørger for at overstrinte.
Et sted imellem eftertanke, latter og en medfølelse med dyret – for en form for dyreforsøg er det stadigvæk – kan jeg i dag se billederne og filmene fra dengang i 1974. Beuys med sin nazifortid, sin “opvågnen”, sine myter, sit skæve, skarpe univers, og her med sin coyote: påpegningen af en savnet ny/oprindelig forbindelse mellem menneske og natur, eller (ifølge kunstkritikeren David Levy Strauss) af “the schism between native intelligence and European mechanistic, materialistic, and positivistic values”, i det amerikanske samfund.
Hvad er der sket siden da? Er det eneste vi kan gøre, at gentage og gentage fortællingerne, i nye variationer? Eller ændrer historierne sig alligevel? Er vi blevet klogere af dem alligevel? Eller bare kommet nærmere de katastrofale konsekvenser af ikke at tage ved lære?
Tillad mig springet. Fra coyoten og kunstneren i New York, til hestene og deres Gentle Horse-træner på den vestsjællandske Ranch. Det er februar 2021, og der fortælles om dialoger mellem mennesker og dyr, på en anden (en ny?) måde.