Det var i september måned at denne tekst stod i nyhedsbrevet fra Poetisk Podcast, som en refleksion over den poetiske podcasts særlige anatomi. Det er blevet vigtigt for mig at bidrage til de på samme tid diskrete og voldsomme lydværker, der muliggør en mangfoldighed, en uforudsigelighed, som jeg også ledte efter i tiden med Poesiens Hus. Kunst er liv – Kunst er drøm og realitet, vision og politik, abstraktion og indføling, erindring og fremtid, den er ilden, luften, vandet, jorden – stemmerne der ikke giver op:
Hvis den poetiske podcast er en egen art/podcast-race, hvor kommer den da fra, og hvorfor er den så speciel?
Et bud kan være, at den kommer fra en del steder, som floder der strømmer mod et imaginært delta. Stederne ligner poetiske hybrider, poesi der indgår forbindelser med musik, poesi der bliver drama og lydscene, poesi der reflekterer poetisk over sig selv, poesi der holder fast i at være poesi, og gør lyden den møder til poesi – midt i alverdens ord, tale, samtale, omtale, og alt det andet som podcast er og udgør i tidens medier og kulturlandskaber.
Den poetiske podcast er en mangearmet strømmende anarkist, der gerne vil lytte tilbage og frem på samme tid, og ved hvad den skylder f.eks. årtiers tværkunstneriske eksperimenter, fluxus, improvisationer, lydteater og innovativ lydteknik. Dens særlige anatomi, dens konkrete former dannes af poesi med vægt af mange ord, poesi med vægt af stilhed, fortættet i konfrontationer, spejlinger, forvandlinger.
Med en hilsen til en kæmpe i lydens historie, komponisten og dirigenten Pierre Boulez, er lyden af poetisk podcast – lyden af utopia på én side, af vold, chok, liv på en anden side. Hvor vold, i vores nutidige perspektiv, udpræget fortolkes som en reaktion på verdens iboende vold, altså en dimension af anti-vold. Eller den stille voldsomhed. Sanselig, radikal. Hvad kan man forestille sig? Hvad kan man føle og tænke, i det tidsrum et lydligt rum udfoldes for én, unikt og uventet, og barn af den verden vi lever i?
Pierre Boulez var inspireret af digteren og teatermanden Antonin Artaud. Boulez oplevede Artauds sidste offentlige optræden, hvor digteren, med Boulez’ ord, “pressede sin stemme til det yderste… gennem ekstreme udtryk, registre, dynamikker søgte han at overskride grænserne for menneskelige ytringer”.
Det var også Boulez der sagde: “I see music as a kind of continuity, like a big tree… Of course there are many branches, many different directions. I think music is in constant evolution, and there is nothing absolutely fixed and rigidly determined.”
Og så er vi tilbage ved de mange strømme. Kan vi i Poetisk Podcast skubbe til kunstens og verdens grænser, ved at lade kreativ lyd strømme i konstant bevægelse? Det er ikke umuligt. Det føles til gengæld nødvendigt.
(Med tak for lån af Artauds blik og et udsnit af Lena Delta, Rusland)
