Ud af tryghedszonen – og tilbage igen. Det kunne også være overskriften, når turen går væk fra den kendte verden, folden, gården, og ud i den store verden – skoven. Vi går kun en lille tur stadigvæk, men bare det er store sager for Frenja. Endda med sne og is. Dog ikke blæst!
Denne gang var vi ud over mig og fotografen også en dreng på syv. At gå nogle flere sammen kan være en tryghedsfaktor for en hest, der er meget opmærksom. Men en lille dreng som springer rundt og pludselig er oppe, og så nede, og så bagved osv. – kan også være udfordrende. For hvem dukker pludselig op og springer rundt på bakken over én, hvis ikke det er et rovdyr?
Vi startede på grænsen til tryghedszonen, vejen forbi foldene og mod skoven, med velkendte øvelser ind imellem (stop, gå, hovedet ned). Ved indgangen til skoven brugte vi den store sten som en “kegle”, Frenja skulle hen og sætte mulen på. Kendte øvelser giver tryghed og positive associationer.
Da var det, inde i skoven, at Frenja pludselig panikkede over “rovdyr på bakken” og lavede nogle pæne hop. Hun stak ikke af, men det var tæt på, og nu skulle der ikke meget til at tænde lunten.
Flere gange stivnede hun og kiggede efter det farlige deroppe. Jeg lod hende kigge, sagde noget beroligende, og var samtidig klar på, at hun pludselig kunne vælge at flygte.
Men hun blev, vi fortsatte et lille stykke, og hun faldt rimeligt til ro.
Så vendte vi og gik hjemad, med en velfortjent pause på en vintergrøn “snackbar”.
Jeg håber Frenjas oplevelse af turen og mødet med noget “ukendt” holdt sig på den gode side af grænsen mellem “uha” og “UHA!!”, så hun synes det vil være sjovt at komme med i skoven næste gang.
