Et blog-essay. Tanker om de perfekte skud, døden og undvigelsen, og en fotografs hang til heavy metal –
Her i efterdønningerne af feriesæsonen, hvor der har flydt uendelige strømme af personlige og dog uhyggeligt ens billedfortællinger ind over sociale medier med overskrifter som: her var jeg, her var vi (igen), her spiste vi, her badede vi, her så vi hinanden eller mobilen i øjnene, sig hej til os, sig I kan li’ det I ser, sig I er bare lidt misundelige, gerne vil være hvad vi er: centrum i vores eget og andres liv lige nu – Her vil jeg tage på en anden lille rejse, ind i skyggen af billederne, det vi kan kalde ”billedernes skjulte liv”.
Fotografier – lever som øjeblikkets kunst. Det samme kan siges om f.eks. et digt. Fotografiet er dog mere konsekvent end digtet, det mest ”nådesløse øjeblik”, for fotografiets øjeblik er ikke blandet med erindring eller tanker om mulig fremtid, fortolkninger. Er dette tilfældet, har fotografiet bevæget sig over i kunstfotoet, opstillet, tilrettelagt, planlagt med fortolkning eller budskab for øje. Eller måske propagandafotoet.
Det gode øjebliksfotografi, reportagefoto, gadebillede, eller portræt uden særlig forudgående opstilling – spidder et nu, så det står tegnet diamant-skarpt.
Henri Cartier-Bresson: Mercado do Bolhão, Porto
En fotograf som Cartier-Bresson (Paris’ gader, stilladsarbejdere, duer, fotografer osv.) så sine billeder i det lys. Uanset man gang på gang spørger sig selv, om situationerne i hans billeder ikke er bare en smule opstillede, for det perfekte øjebliks skyld – så er sigtet fra hans side, at nå netop det perfekte øjeblik som ikke opstår to gange. Det magiske nu, hvor begivenheder i verden, situationer, interaktioner mellem mennesker, bevægelser i lys og skygge – danner en perfekt visuel harmoni. Når det er slut, er det slut for evigt.
For at fange denne magi, må fotografen være disket, hurtig, opmærksom, han/hun må reagere instinktivt over for virkeligheden og aldrig prøve at manipulere den.
De fleste har nok haft oplevelser med visse fotografier, deres egne eller andres, hvor øjeblikket synes ramt så godt, eller essensen i en personlighed ramt så godt, at tanken strejfer: Dette er det ultimative billede, det kan ikke gøres skarpere, det kan ikke vises tydeligere!
Den slags fotografier – der er ikke mange af dem – virker hårde og tunge som sten, urokkelige. De får tiden til at stå stille, ikke bare som øjeblik, med som monumentalt øjeblik.
(Per Aage Brandt definerede engang for længe siden et digt som en ”gravsten”, jeg tror endda han sagde ”gravsten over et øjeblik”. Her kommer ligheden mellem fotografi og digt igen i spil. Det gode billede bliver stående, som øjeblikkets gravsten).
Feriebilledet der fryser fast
For nyligt faldt jeg tilfældigt over nogle dias, som min far havde bevaret digitalt. Imellem de gamle familie- og feriebilleder lå bl.a. et fotografi af min mormor og min bror ude i det fri. Taget sidst i 60erne.
Den ældre kvinde holder den lille dreng lidt stift i hånden, hun holder en håndtaske i den anden hånd. Billedet er taget i frøperspektiv, det virker som om fotografen har ligget skjult nede under de to, skjult i det høje græs de går i. Lyset er næsten unaturligt skarpt, og skyerne danser bag dem. Hvordan min far fik taget billedet i den vinkel, hvordan han greb situationen, ved jeg ikke – men i dag står øjeblikket med de to personer, en stor og en lille, nære og dog så fjerne fra hinanden, i deres bevægelse gennem græsset – fastfrosset. Et feriebillede der nærmer sig perfektionen, og ophæver sin karakter af feriebillede.
De urokkelige fotografier rammer en essens, noget mytisk, noget arketypisk, et inderste væsen. Denne egenskab virker utrolig tiltrækkende på beskueren, magnetisk opslugende. For fotografen kan det være en drivkraft, drivkraften efter det perfekte billede, og bagefter det endnu mere perfekte billede, det umulige billede.
Roland Barthes har nok skrevet verdens smukkeste bog om fotografi: Camera Lucida. Den er kort, præcis, poetisk, bærer nærmest fotografiets form selv. Med udspring i nogle billeder han finder efter sin mors død, skriver han sig rundt om en nænsom ”fotografiets anatomi”.
En af de essentielle pointer er, at øjeblikket hvor et fotografi tages /skydes, samtidig bliver øjeblikkets død. En fotograf er, på godt og ondt, altid stillet over for døden. Det perfekte fotografi betyder motivets ultimative form, det kan og må så at sige dø nu, for det har opfyldt sig selv.
(Tænker man igen på de mest heldige billeder man selv eller andre har fået taget, har de så ikke godt kunnet udløse følelsen af, at en dyb, sjælelig “luns” er blevet fanget, stjålet, og at de egentlig ikke burde vises til nogen?
Hvilket modsiger tendensen til, at alle skal lægge alt det inderste frem, udlevere og udtømme det, for at andre kan fyldes, for at de kan kvittere med et fyldt blik, der betyder opmærksomhed, som igen er den fylde et moderne menneske har lettest ved at mærke.
Eller omvendt: Hvilket minder om den frygt for kameraet, som beskrives hos primitive /oprindelige kulturer: at sjælen, kraften bliver stjålet, når billedet tages.)
Susan Sontag udtrykker sig temmelig uforsonligt om fotografiets essens: ”At fotografere folk er at krænke dem ved at se dem som de aldrig ser sig selv, ved at have kendskab til dem, de aldrig selv kan få; det gør folk til objekter, som kan besiddes symbolsk, ligesom et kamera er en sublimation for pistolen, er det at fotografere et subliminalt mord, et blødt mord, der passer til en trist, forskræmt tid”.
Udvider man denne tanke til mere end ”folk”, til alle motiver, hele verden som vi ser den – så er ”billedgørelse” altså det samme som ”fremmedgørelse”, intet er andet end objekter, som betragtes, besiddes, myrdes blødt (killing me softly!) i en generel følelse af angst?
Så er fotografen der skyder sit motiv, altså skyld i både et symbolsk mord og en krænkelse? Er det at indfange virkeligheden i et øjeblik, virkelig en forbrydelse? Et det perfekte billede en (ofte pirrende, erotisk ladet) dødsdyrkelse?
Og kan det så omvendt være, at den fotograf som kæmper med at nå frem til sit perfekte billede, eller motiv, eller øjeblik, som bliver ved med at jage det men ikke finder det – i virkeligheden ikke udfordres af sine evner eller sit held, men af en frygt for at se døden i øjnene, og at han/ hun måske endda prøver at undgå den?
Og kan det så ydermere være, at livet når det kommer til stykket også spiller fotograferne et puds, og lader tiden genopstå og motivet overleve i nye former, selv efter det perfekte skud har naglet motivet fast, en gang for alle?
Det sidste kommer til at lyde som et spørgsmål om tro, og er det nok også.
Min ven Jens er fotograf. En venlig, humoristisk person, som dyrker heavy metal, black metal, death metal. Han er optaget af krigshistorie og hans filmsmag er i samme retning: mørke, vold, død.
Jeg ved faktisk ikke, om han helt er klar over det selv, men det er tydeligt: Retningen i hans fotografier afspejler hans personlighed og smag. Hans stil er umiskendelig heavy metal.
Det ligger i valgene og bearbejdningen, den æstetiske ”finish” han som fotograf af i dag ikke er sparsom med at dyrke længe efter fotografiets øjeblik. Det ligger i en ekstravagant råhed, men også en menneskelig åbenhed over for det anderledes, det ikke-konforme i virkeligheden. Det ligger i en søgen efter grimme-eller-flotte kontraster, mellemrum hvor det larmer, så man enten ikke kan tænke eller tænker noget nyt!
Døden er nærværende, og samtidig bliver døden til en usynlig fjende, en udfordrer, en hemmelighed der skal saboteres. Med skævheder, humor, oprør.
Jens Essendrop: Band med ”sydstatsstemning”, står næsten stille, men en humor laver sprækker – og Portræt af direktør i revisionsfirma
Billedet af en mand på sin arbejdsplads, rammer essensen af mennesket, funktionen, virkeligheden på dette sted, i dette nu under uret på væggen – og tiden er som gået i stå. En dødens stilhed udstråler fra det. Der er dog, i de yderste små detaljer, indlagt en sabotage af døden. Måske instinktivt? Som billedet er beskåret, bearbejdet, får uret og væggene en lille skævhed, en lille blødhed. En kile der ubemærket drives ind i hårdheden, så tiden går videre. Livet ånder et sted.
Det har forbavset mig at opdage en så konkret og tydelig sammenhæng mellem billeder, liv og død, og nu leder jeg efter tilsvarende sammenhænge hos andre fotografer: Hvilke træk og holdninger afspejles i deres version af fotografiets “rene øjeblik”, der altså åbenbart ikke er så rent endda, men oftest bearbejdet efterfølgende? (Findes der noget i vores virkelighed, som ikke er bearbejdet? Selv dogmekunst, rawfood, tilbage-til-naturen-indretning osv. kommer som alle varer udformet, emballeret, markedsført … og fotograferet naturligvis).
Tilbage til feriebillederne og alle de andre strømme af billeder, som svømmer hen over vores små og store skærme, bølge efter bølge, for at forsvinde tilbage i havet af levet liv. Er det i bund og grund hvad deres mængde af enslydende budskaber minder os om: altings forgængelighed?
_ _ _ _ _
Det øverste billede er et udsnit af et fotografi fra “Mærket umærkeligt – essay om digt, myte, stjerne og vin”.
Kunne have været et feriebillede. Tordenlys gjorde øjeblikket unikt – og mærkeligt nok: marken med nye vinstokke ligner en kirkegård.