… Equestrian sport by nature can’t be even defined as a sport. Yes, any sport includes records and victories, but these records and victories are gained by one’s own sweat and blood, by one’s own pains and efforts. And equestrian sport (if we study the issue) represents parasitizing on physical abilities of another living being …
Disse ord stammer fra Alexander Nevzorov, grundlæggeren af Nevzorov Haute Ecole (NHE), en måde at arbejde med heste på i et partnerskab uden tvang, straf, tøjler og bid.
Studiet af NHE er en historie for sig, egentlig ikke emnet her, men ganske kort: Jeg stødte på fænomenet russiske Nevzorov i filmen The path of the horse – den film er et must for alle der interesserer sig det mindste for heste, eller dyr, eller relationer mellem dyr og mennesker, eller mellem mennesker og (anden) natur … Senere fik jeg fat i et par af hans bøger, bl.a. The horse crucified and risen.
Grunden til at jeg nævner Nevzorov her, er mest den tanke han præsenterer et sted: At hestens historie i sammenhæng med mennesket kan betragtes som en – metallets historie. Fordi man ud fra metalgenstande brugt til heste gennem tiderne kan aflæse både hestens anvendelse, trænings- og ridemetoder, og udviklingen i metoder, eller manglen på samme. Genstande til kontrol og “effektivisering”, en del af dem nærmere torturinstrumenter, opfindsomme og bevidst påførende smerte.
Jeg har skam også prøvet det mange gange: at styre et stort dyr ved hjælp af metalsstænger gennem en blød mund og i kontakt med tænderne – uden at tænke videre over det. Det var setup’et, det var hvad hesten havde lært at reagere på, det virkede, og ikke flere spørgsmål.
Hvor mange ture har jeg redet, hvor træk i tøjler og bid var nødvendige, for at få hesten til at gå frem, løsrive sig fra græsset, standse? Ja, jeg vil sige for mange.
Da jeg fik min egen hest, havde jeg allerede fået stillet mig selv tilstrækkeligt mange spørgsmål til, at beslutningen var klar: Der skulle ikke bruges noget bid mere. Intet metal. Intet pres. Ingen smerte eller ubehag. Er metal nødvendigt for at gøre noget med en hest (hvad jeg ikke tror) – så er det ikke noget, der er værd at gøre. Det bid som fulgte med i købet, lå først og rustede i en spand, og så blev det smidt ud.
Lyden af hovslag …
Metal i form af sko – vil jeg også helst undgå. Metal og søm modarbejder hovenes sundhed. Hove der bevæger sig uden sko på forskelligt underlag, udvikler styrke og modstandskraft. Absorberer stød. Vokser naturligt. I situationer hvor hovene kan behøve beskyttelse, ved længere ture og mere slid f.ex., findes der løsninger uden metal: boots, limsko.
Selvfølgelig er der tilfælde, hvor man kan hævde at metalsko er påkrævet, men mange, mange heste kunne undvære smedearbejdet.
Det er en god oplevelse at få hovtrimmeren Tabita Svane Espersen på besøg og se hende passe hovene, så de bliver stærkere og støtter hestens ben og krop så godt som muligt.
Tabita er en ægte hovspecialist, så er det sagt!
Det skal så også siges, at hun som rytter og træner måske ikke umiddelbart havde forestillet sig at skulle dele tekst med Alexander Nevzorov, og med “anti-metal bevægelsen”! – men lad nu strømmene blande sig som de kan.
Imens en nytrimmet Frenja og jeg leder videre efter maksimal frihed.