Det er efterhånden et år siden jeg skrev Arles · Japan · Klippede færdig. Og siden har det været umuligt at overse, hvordan min oplevelse af at skrift og liv er ét – ønsker at manifestere sig. Jeg har mærket, hvad en identifikation med så stærk en figur som Vincent van Gogh gør ved tanker og sanser, ved oplevelsen af den ydre verden, og den indre.
Erfaringen er slet ikke slut med bogens tryk og udgivelse. Erfaringen, mødet med den anden (om den anden føles som beslægtet eller ej) i teksten, må som en ny realitet ”sat i verden” naturligvis rundt og teste det hele, stemple, trykke, strække, ridse i hvert molekyle, hver lille afkrog af den inviterende ”vært” – i dette tilfælde mig og mit liv. Det er konsekvensen.
I de sidste måneder har jeg følt en større isolation, en større hudløshed, en kraftigere blanding af udmattelse og lykke, og en mere synlig tendens til selv-udnyttelse. Bare for at nævne noget. Hånd i hånd med mesteren fra Arles.
Og de sidste måneder har jeg ikke kunnet bevæge mig rundt i landskaberne omkring Klippede, uden at opleve dem i Van Goghs farver og strøg. Blæsten har også været hans blæst. Solen også hans sol. En bonde der går over en mark, ikke bare minder mig om et bestemt maleri, oplevelserne smelter simpelthen sammen.
Her en tekst fra bogen, om ting der smelter, landskaber – eller magtstrukturer – indefra og ud:
Smeltevand dannede det landskab og de klipper, og hilste, da tiden var inde, både dyr og mennesker velkommen til livet her, råt for usødet – så vidt det huskes. Så kom magtfordelingen, hierarkierne, systemerne og strategierne, ind i det absurde. Og blev forherliget som altings ophav.
En spand maling ud over magten har intet at sige. Kunsten som provokation kan være farlig, eller ligegyldig. Farligheden, det kunsten kan gøre ved magten, vil vise sig indefra, i uforudsete bevidstheds-skred, klippestykker, smeltevand, bristede regnbuer i øjnene, på vej hen og hente børnene efter job, i folketingets spørgetid, imellem den ene og den anden vare på hylden, imellem to sæder på næste topmøde, nye regnbuer som ikke bare tegner himlens sol og regn, men slår ind som vægtløst dunkende slag mod brystet, angriber kroppens centrum, for at vække noget efter en lang nat.