Stilheden imellem os er så sjælden. Det der kræves for at finde stilheden, skal være mere og mere ekstremt. Noget ekstremt i Rusland-vil-angribe-dimensioner. I du-har-været-sammen-med-min-søster–eller-bror-dimensioner. I nu-besteg-vi-Mount Everest-igen-dimensioner. I Donald Trump-dimensioner simpelthen.
Hvad er udsigterne for fred i Palæstina under Trump? – bliver Noam Chomsky spurgt i et interview, oktober 2017.
Værre end de har været længe, svarer han. – Medmindre vi mener gravens fred”.
En stilhed der ikke er gravens stilhed, kan sænke sig mellem to mennesker, som vil hinanden det godt. I virkeligheden. Det groteske maskebal, der foregår politisk og storpolitisk imens, handler om ”nødvendige” tiltag, ”nødvendige” krige, ”nødvendigt” forsvar mere end noget andet, en uendelighed af dokumenteret løgn, der til stadighed benægtes og sløres og glemmes – (Hvad, var det løgn?)
Den glemsel, som livet og underholdningen og fortsættelsen af begge dele gerne forudsætter, den burde vågne op til sin egen alarmerende larm i stilheden, af kranier der flækkes – og demontere sig selv.
Glemsel, du supernova af en treo, opløs dig selv i mig, brusende, og giv mig min tanke tilbage. Selvom den gør så ondt, som den gør.
Ser i et show, hvordan Trump trækker tre små kaniner op af en amerikaner-hat og tager en selfie imens. Den ene kanin viser sig at være sort. Den fjernes af en studievært, eller er det en sikkerhedsvagt, før Trump kan gøre et nummer ud af dens forsvinden, han står allerede klar med tørklædet (et mexicansk), der skal gøre jobbet.