Her står de så. De tre bjergbestigere på bjergets top, på den klippe de ville nå. Tre stifindere i tynd luft, og verden så langt øjet rækker.
Hvor længe har de været undervejs? Hvor mange gange tvivlede de på sig selv, følte de udmattelsen, mistede de fodfæstet og lod livet svæve i hænderne på den, der holdt fast i sikkerhedslinen længere oppe?
Hvor tit kunne de holde hvil på en afsats, et plateau, hvor udsigten overvældede dem med skønhed, og de pludselig kunne mærke vinden, se bevoksningens mange farver, høre fuglene?
Hvor mange korte ordvekslinger (anvisninger og advarsler mest) delte de på hver stigning, eller vittigheder, eller råb når noget var ved at gå galt, på grund af en misforståelse, en usikkerhed?
Var de mon så kendte med hinanden, og på samme niveau eller bølgelængde, at klatringen kunne forme sig som en sublim dans over afgrunden?
I et skriveterapeutisk forløb er det arbejdende sprog og bevidstheden dine ”dansepartnere” på bjerget. Guiden – terapeuten – sørger for at sikkerhedslinerne er på plads, og hjælper med at finde den fælles bølgelængde, det fælles niveau, imellem dig som skrivende og din skrift.
Afstanden, der er så almindelig at lægge ud med, og som modarbejder sikkerhed og tillid, kan ophæves. Du oplever da at kunne være i dine ord, og at forandres med dine ord. Hvor vil du gerne hen?
En bjergtop. Eller et koralrev. Eller månen. En ørken eller jungle. En fremmed by. En familiescene. Et indre opgør. En uforklarlig angst eller afmagt. At begynde bevægelsen og gå efter en ny frihed, er muligt.
Og her, i denne beskedne strimmel verden hvor jeg kan fastlægge min egen “ordenes etik”, og kalde den Nominis f.eks. – er hjælpen inden for rækkevidde.