Noget slutter i ordene, imens noget andet starter i ordene. Der er altid et håb gemt et sted. I de dybe sprækker og afgrunde mellem umulige ord, er der håbet om noget andet.
Livet er et andet sted – hedder det hos Milan Kundera.
Livet er et andet sted, lige her – kan det også hedde. Og det er dagen, hvor man ikke giver op.
For at bevare et håb, uden at vide hvad det helt gjaldt andet end håbet selv, bad jeg dig om at skrive en side om sjælen. Hvad som helst der faldt dig ind. Hvad ordet sjæl betød for dig. – Hvorfor? spurgte du skeptisk. – For håbets skyld, svarede jeg vist. (Kan være jeg tilføjede: – For ikke at håne alt hvad jeg står for! … Men det kun fordi vi kender hinanden godt, og jeg betragter dig som en ven).
Jeg gik, og du skrev en side. Den lå på bordet, da jeg kom tilbage. Du lå og sov i et andet rum.
Dine ord handlede om mørke, angst, tvivl, skyld, utilstrækkelighed, tomhed.
Da du vågnede, sagde du at den A4-side havde været et helvede at komme igennem. Du havde det fysisk dårligt bagefter. Var fuldstændig udmattet. Du faldt i søvn, og fik mareridt.
Jeg tænkte først: Det er umuligt, det kan ikke være dit første billede på ordet sjæl? Det kan ikke bare være mørke? (Mit eget billede ville nærmere være: lyset i mørket. For sjælen er det som holder mig oppe, på sporet, og levende).
Jeg tænkte bagefter: At få så kraftig en reaktion på første ”møde” med sjælen, på et stykke papir – er et godt tegn. Der sker noget. Nogle sprækker åbner sig i et førhen lukket land. Så der er håb.
Du lod papiret ligge og så ikke på det igen. Du vendte tilbage til de tanker, du kender. De følelser du kender. Du skrev ikke mere.
Jeg ville ønske, du skrev mere. For håbets skyld, for din skyld.
Hold sprækkerne hvorfra vi kom åbne – hedder det hos Janus Kodal.
Jeg tror så meget på det ritual, at tænke, føle, erindre i åbne rum, i andre rum end vi plejer. Ordene er gode til det. Lad dem ånde frit, følg dem, overvej dem, lev med dem. (Og vil du ændre noget, så form det nye i dem).
Det var fristende at tolke dit papir, sprogligt, psykologisk. Og jeg fortalte da også lidt om, hvad jeg læste. For mig var det en åbning, en forklaring. Jeg anede nogle mulige veje videre. For dig var det virkelig ubehageligt. Og igen, måske en åbning.
Jeg ved det kan være svært og smertefuldt. Vil du skrive en side mere – om håbet måske? Vil du?