Nominis-terapien går ud fra, at sprog er tanker og følelser, og at omformet sprog betyder omformede tanker og følelser.
Sproget betragtes og behandles som et materiale af mange bestanddele, af store og små, nogle gange knuste fragmenter, af kraftigt følelsesladede og totalt fremmedgjorte billeder, af sætninger og grammatik med stor nøgenhed, og sætninger holdt ud i strakt arm, klædt grundigt på til lejligheden. Grundmaterialet, sprog-atomerne og deres indbyrdes orden/ kaos, er udgangspunktet for skriveprocessen, processen hen imod en ny orden.
Omformede tanker? Det kan umiddelbart lyde magtfuldt, næsten skræmmende. Er det ikke hvad manipulation, indoktrinering, hjernevask og ”omskoling” handler om? Sproget brugt som magtmiddel til at ændre folks tanker, og føre dem i en bestemt, ønsket retning? Umiddelbart, jo. Skåret ind til benet, er det præcis hvad sprog kan og gør: Indretter, tilpasser, placerer, omplacerer meninger og betydninger, så de opfylder øjeblikkets behov bedst muligt. Sproget kan bruges som magt, som vold, som våben.
Og dette er såre normalt.
Til gengæld kan al denne potentielle styrke også give det modsatte: frihed, nye muligheder og åbent land for det enkelte menneske og for alle sammenhænge, som mennesket indgår i. Dette er ikke helt så normalt. Og mindst lige så indviklet at forstå som alle magtens forgreninger ind i den menneskelige bevidsthed.
Man kan sige, at den frisættende omformning af sprog og tanker – først og fremmest er afhængig af en fordomsfri, lydhør tilgang hos både den skrivende og dennes vejleder. Ligesom den forudsætter ærlighed. Fordomsfrihed (selv-accept) og ærlighed er lige fra starten i fokus.
Men hvad er ærlighed? Ærlighed, opfører sig som alle begreber: de har så mange lag, de fortaber sig ned i jordlag efter jordlag, deres værdi og fortolkning er noget relativt, elastisk, aldrig sovende, altid til diskussion.
Lad os bare sige: Ærlighed og sprog hænger ikke naturligt sammen. Det er nok rigtigt, at sproget essentielt er instinktivt, en del af vores dna, lige så meget som det er tillært. Altså essentielt naturligt og uden mellemregninger. Men den instinktive kvalitet isoleres, som de fleste instinkter, ret hurtigt og effektivt gennem en normal opvækst, det man kan kalde “sprog-kroppen” (pendant til kropssproget) kommer på afstand af bevidstheden, og sprogkompetencen kan påtage sig rollen som (endnu en) repræsentant for syndefaldet!
Ærlighed og sprog kan dog hænge sammen, de forskellige bevidsthedslag kan bringes sammen – selvom vejene dertil tit er rigtig besværlige. Fordi de fleste kulturer, de fleste identiteter, de fleste blikke og smil vi udveksler, baserer sig på løgne, f.eks.! De private, de kollektive, og dem der fletter sig flerstrenget ind i hinanden.
Det er fristende at fortsætte med et skuldertræk: Sådan har det altid været, og det bliver ikke anderledes. Men den går ikke her. Der er mere på spil, og smerte skal ikke bare godtages. Så hvad er der at gøre?
To veje til ærligt sprog:
1. Den store umiddelbarhed, den som vi godt kan tillægge barnet, men som barnet hurtigt lærer at tilpasse omgivelserne. Den store umiddelbarhed, hvor mennesket taler ”lige fra hjertet” uden censur, og lader andre dømme om intentioner, underliggende meninger, ret og vrang. Den lige vej, uden viden om normale afvejninger, forsigtige fortielser, snedige omveje, strategier. Den lige vej, der godt kan gå hen og blive et valg, et bevidst valg om at kommunikere ”bevidst, men ligefremt”.
2. Den lidenskabelige sandhedssøgen: Den gravende, nedadsøgende bevægelse, hvor intet får lov til at dø i synden, og skovlen altid skal hakkes et stykke dybere ned end vedtagelsen eller paradigmet, trenden, den fælles blindhed, og hvad der ellers lægger betydningslag godt til rette imellem os.
Bevægelsen danner tit små panderynker og fremkalder kropslige reaktioner som f.eks. kvalme (tænk gerne på Camus). Skovlen under løgnen kan også være et bevidst valg, hvis ikke en naturlig tendens: Noget må betragtes, og så lige betragtes igen, vendt på hovedet.
Jeg vil, i sammenhæng med Nominis-arbejdet, og i andre sammenhænge, bekende mig til dyrkelsen af begge veje, plus de andre mulige – som jeg ret sikkert vender tilbage til.