Virkeligheden rykker i os. Det er dynamikken i at leve i tid, i at udfordre den tidslige dimension. Vi ønsker at rykke ved noget, rykke ved omstændighederne, rykke ved den uomgængelige tidens gang, og virkeligheden svarer igen ved at rykke i os. I dag er vi ikke hvor vi var i går. Enkelte dage mærkes rykket voldsomt. Noget helt andet må og vil ske.
Måske kan jeg ikke længere udtrykke mig i de former, jeg syntes var naturlige før – ud over bøgerne. En blog på en otte år gammel hjemmeside har stort set stået stille siden februar 2022 (virkede siden efterhånden for – troskyldig?), og de punktvise opslag – det var aldrig en decideret aktivitet for mig – på Facebook og Instagram vil jeg nu (også af politiske årsager) helst lukke for, kanalisere nye steder hen.
Energien skal koncentreres, og det kommer til at ske på min nye blog: De tanker, ideer og billeder, som jeg gerne vil holde fast på i strømmen af dage – sender jeg ud til jer her.