August måned varsler sommerens yderkant, overgangen hvor lyset bliver dybere, mørkere, blødere. Højsommerens suveræne “lomme af mættet glemsel” – hvis man evner at være i den længe nok – minder tempererede og kuldevante væsener om hvordan sanser, nydelse og æstetik er nærmest helligt forbundet. Sol og sommer. Lys og lyst. Sansninger og skønhed. Behag og glemsel.
Og der hvor mæthed slår over i overmæthed, eller lige før, lige på kanten af behagets “ulidelige lethed”, som nu ikke føles let, men derimod tung, indtræder en kølighed midt i varmen, en dybere sol. Sensommerens langsomt tiltagende mørke banker på dine aftener. Døre kan åbnes, nye erkendelser måske bydes indenfor.
…
August heralds the end of summer, the transition where the light becomes deeper, darker, softer. The supreme ‘pocket of saturated oblivion’ of high summer – if you are able to stay in it long enough – reminds the temperate and cold-resistant beings how sensation, pleasure and aesthetics are almost sacredly connected. Sun and summer. Light and lust. Sensations and beauty. Pleasure and oblivion.
And where satiety turns into over-satiety, or just before, right on the edge of the ‘unbearable lightness’ of pleasure, which now feels not light but heavy, a coolness enters in the midst of the heat, a deeper sun. The slowly increasing darkness of late summer knocks on your evenings. Doors can be opened, new insights may be welcomed inside.
